I dagens anledning har Eskild Dam Nielsen fået æren af at sende skindene gennem skindrensemaskinen, mens John H. Andersen, Fur Technology, følger med i baggrunden.
I dagens anledning har Eskild Dam Nielsen fået æren af at sende skindene gennem skindrensemaskinen, mens John H. Andersen, Fur Technology, følger med i baggrunden.
Artikel fra Landbrug Nord. Se artikel her
Erling Skytte havde selv forsøgt sig med at få sin Jasopels renseautomat til at rejse pelsen på minkskindene bedre.
- Jeg havde tidligere fået renset skindene på et pelseri, så da jeg for cirka tre år siden selv købte en rensemaskine kunne jeg godt se, at resultatet ikke var lige så godt. Så prøvede at få en maskinfabrik til at lave nogle forbedringer, som jeg selv foreslog, siger Erling Skytte.
En rulle med syv børster i stedet for de fire, der er på originaludgaven, gjorde dog ingen forskel for minkavleren, der lige nu har godt 4.000 tæver og 22.000 hvalpe på farmen ved Holstebro.
På forårets minkmesse mødte han så John H. Andersen, indehaver af Fur Technology, som holder til i Vinderup, og spurgte, om han havde mod på at finde en løsning, der kunne give et tilfredsstillende resultat.
- Jeg kendte ikke maskinen i forvejen, men da jeg så den, kunne jeg godt se, hvorfor den ikke virkede optimalt. Børsterullen var simpelthen for lille. Den skulle køre afsindig hurtigt for at nå at rejse pelsen og ulden, når skindet kørte forbi, forklarer John H. Andersen, da LandbrugNord kommer forbi for at se den forbedrede skindrenser.
Nu er maskinen blevet justeret, så der er plads til en større børsterulle – lige nu har den 12, men en model med 18 børster er på vej. Samtidig er den blevet gearet til at køre 1,8 gange så hurtigt som tidligere.
- Da vi startede med at se, hvordan det virkede, og hvordan vi kunne forbedre maskinen, snakkede de meget om de striber, der kommer i pelsen, når børsten ikke kører hurtigt nok. Efter vi har fået installeret og afprøvet den nye børste, har jeg ikke hørt en eneste snakke om striber, siger John H. Andersen, som bliver bekræftet af Erling Skytte.
- Det fungerer rigtig godt, siger minkavleren.
- Resultatet på det enkelte skind er bedre, og jeg kan køre dem igennem med højere fremføringshastighed. Det betyder, at vi kan få flere skind igennem på kortere tid. Det betyder meget, konstaterer minkavleren, der også glæder sig over at kunne skifte børstene hurtigere på den nye rulle, hvor de blot skal skubbes ind i en fals, og ikke hver især skrues fast med tre skruer som tidligere.
Også Eskild Dam Nielsen, der har fungeret som dommer på pelsudstillinger gennem 30 år, kan se forskel efter opgraderingen.
- Blandt de skindrensemaskiner, man kan få på markedet, er det her en af dem, der har et godt ry, og som er kendt for at lave et fornuftigt resultat, men det er klart, at der har været plads til forbedringer. Og man kan altså tydeligt se forskellen. Pels og uld bliver rejst meget bedre nu, så det er en tuning, der umiddelbart godt kan betale sig, siger Eskild Dam Nielsen og betragter de skind han selv lige har ført igennem maskinen.
- Det her er sidste led, inden skindet får en talon på og ryger på auktion. Og det er et utrolig vigtigt led i forhold til at få skindet til at præsentere sig bedst muligt. For det går altså hurtigt, når de bliver besigtiget til, hvilken kvalitetsgruppe de skal være i. Så jo bedre pelsen er blevet rejst og jo finere og blødere de tager sig ud, jo større er sandsynligheden for at de bliver placeret i en god kvalitetsgruppe og dermed også indbringer mere, siger Eskild Dam Nielsen.